Frederiksdal Gods er en smeltedigel med historie, traditioner og generationers indflydelse på både bygninger, omgivelser og åndsliv.
Frederiksdal Gods er med den storslåede natur og vidderne en oase af fred og ro. De gamle egetræer vidner om et liv og en hverdag, der forgrener sig tilbage i historien, mens de nye plantager med uendelige rækker af Stevnskirsebær er et synligt bevis på, at der stadig plantes nyt – at der bygges videre og tilføres nyt liv til historien.
Det er her vi hører til – 4912 Harpelunde!
Godset ligger på den sydvestlige spids af Lolland i den sydlige del af Danmark med udsigt og udsyn over Langelandsbæltet.
Den smukke hvide hovedbygning er bygget i 1756, men historien går tilbage til omkring 1305, og har gennem tiderne tilhørt forskellige slægter – adelige, kongelige og visionære entreprenører.
Frederiksdal Gods har været i familien Krabbes eje i tre generationer. I dag drives godset af Harald Krabbe, som også ejer Frederiksdal Kirsebærvin.
Ud over at være hjem for familien Krabbe, danner hovedbygningen og den tilhørende park rammen om forskellige former for mødeaktiviteter, work-shops, koncerter og festivaler.
Jo flere der får glæde af de smukke omgivelser jo bedre. Derfor er parken åben for offentligheden. Hovedbygningen og Vineriet bliver flittigt benyttet til rundvisninger, vinsmagninger og udviklingsarbejde både, når det gælder lokalområdet, et bæredygtigt landbrug og naturligvis frugtvine.
Frederiksdal Gods er stedet hvor tradition og innovation mødes, så nye muligheder kan se dagens lys.