Naturen og dens mangfoldighed er en af forudsætningerne for sunde og smagfulde fødevarer.
Mangfoldighed kræver plads – det har vi nok af på Frederiksdal. Vi har plads til at plante træer. Vi har plads til insekter, dyr og planter. Og vi har plads til nye ideer og initiativer.
Kernen i vores arbejde er Stevnskirsebærret og kirsebærvinen – vores fokus i det arbejde er bæredygtighed og biodiversitet. Derfor passer vi på vores træer, og jorden de er plantet i.
Vi ved, at den lollandske muld – terroir – gør noget godt for smagen, derfor passer vi på den og planter vilde blomster og urter, som gøder og giver smag til jorden.
Vi planter gamle frugtsorter, som er ved at være sjældne. Seneste skud på stammen er en plantage med nye blommetræer, der findes nemlig ikke noget sted i verden, hvor blommer og bær smager bedre end på vores breddegrader.
For os er det innovativt at bevare og passe på naturen – det er vores måde at følge med tiden på.