Country flag icon

Fri Fragt ved køb over 450 kr.

Der er mange favoritter blandt Frederiksdals kirsebærvine - vi har valgt vores absolutte bestsellers.

Bestsellers

Der er mange favoritter blandt Frederiksdals kirsebærvine - vi har valgt vores absolutte bestsellers.

Der er mange favoritter blandt Frederiksdals kirsebærvine - vi har valgt vores absolutte bestsellers. Uanset hvilken vin, der er din personlige favorit, er alle vine produceret på det unikke danske Stevnskirsebær udelukkende fra Frederiskdals egne plantager.

Hvad er et surkirsebær?

Grundlæggende findes der to arter af kirsebær. De sure og de søde. De søde er dem, vi spiser om sommeren. De sure bliver næsten udelukkende bliver til saft- likør- og vinproduktion i industrien.

Der findes en lang række forskellige sorter af sur-kirsebær. Den klart mest udbredte sort i Danmark hedder Stevnsbær. Den findes i forskellige kloner, som er blevet udvalgt og plantet på grund af særlige kvaliteter. Den mest dyrkede klon hedder Birgitte og stammer fra en plantage på Sjælland. En anden meget dyrket klon hedder Viki – Vinkirsebær.

Frederiksdal Kirsebærvin har fem plantager med kirsebærtræer – der er i alt omkring 15.000 kirsebærtræer. Langt de fleste er Stevnskirsebær, som er mindre end de søde kirsebær, meget mørkt og fyldt med syre. Det er blandt andet syren, der gør, at det er velegnet til produktion af vin og saft.

Intet sted i verden har det lille mørke kirsebær bedre vækstbetingelser end på vores breddegrader. Der er bred enighed om, at det danske Stevnsbær er i e klasse for sig selv – mere intenst, mere komplekst og fyldt med antioxidanter, melatonin, mineraler og vitaminer.

Hvorfor hedder det et Stevnsbær?

Tidligere blev sur-kirsebær kaldt Brunkirsebær. De groede tidligere vildt mange steder i Danmark, men var koncentreret i bestemte kirsebæregne, hvor bærrene var opkaldt efter det lokale område, som de groede i. I 1976 besluttede man, at de forskellige lokale typer af sur-kirsebær var ens og man kaldte dem alle sammen for Stevnsbær. Det latinske navn for sur-kirsebær er Prunus Cerasus

Indtil 1970’erne var kirsebærrene endnu lokale bær opkaldt efter deres hjemstavn, men i 60’erne gik et nyt kirsebærforsøg i gang på Fyn.

De lokale sorter blev indsamlet fra hele Danmark og sammenlignet. Den store sammenligning endte med den store sammenlægning. En blev valgt ud, og fra midten af 70’erne var Stevnsbærret officielt det eneste surkirsebær i Danmark – uden at man vidste, om den heldige ’vinder’ i udvælgelsen overhovedet kom fra Stevns.

Efter al sandsynlighed fik Stevnsbærret sit navn, fordi hovedparten af de danske Stevnsbær på dette tidspunkt var på Stevns, hvor Heering havde sine plantager.

Hvor stammer Surkirsebærret fra?

Det latinske navn for surkirsebær er Prunus Cerasus. Navnet Cerasus stammer ifølge fortællinger fra den oldgræske by Kerasos, som blev anlagt af grækerne 500 år før Kristi fødsel. I dag svarer byen til den tyrkiske havneby Giresun vest for Trabzon ved Sortehavets sydlige bred. Både det engelske, franske og spanske navn for kirsebær skulle stamme fra denne gamle by.

Den romerske forfatter Plinius fortæller historien om romeren Lucullus. 100 år før Kristi fødsel var der ingen kirsebærtræer i Italien, men under et romersk krigstogt i samme tid, hvor Lucullus besatte Kerasos hjemførte han kirsebær- træet til Italien. Med Romerrigets udvidelse nordpå fulgte kirsebærtræet med og indenfor et par hundrede år var det nået helt til England.

Hvornår kom kirsebærret til Danmark?

Det vides ikke præcist, hvornår og hvorfra surkirsebærret kom til Danmark. I tidlige kilder kendes det bl.a. under navnet Rostocker-bærret og det er flere steder blevet fortolket til at være indført fra den nordtyske by af samme navn. Med stor sandsynlighed har bærret dog været i Danmark langt tidligere. Surkirsebærret er fundet i massevis i arkæologiske udgravninger og har nok været dyrket og brugt i husholdningen siden 1200-tallet.

Fra 1500-tallet hører man mere og mere om bærret. Det er dog ikke nødvendigvis et udtryk for kirsebærrets udbredelse. Det er efter al sandsynlighed mere et udtryk for at mængden af skriftlige beretninger stiger i denne periode. Meget tyder på, at surkirsebærret har været vigtigt i husholdningen også før kilderne i større stil begynder at fortælle om det.

Kongen og kirsebærrene: På Kong Hans tid omkring 1500 solgtes der kirsebær på Københavns gader. Senere blev der leveret kirsebær til Christian d 3, samtidig blev der plantet kirsebærtræer i de kongelige haver.

Fra starten af 1600-tallet plantes ’spanske kirsebær’ i Rosenborg have og i Enkedronning Sophies regnskaber fra 1625 omtales kirsebærvin.

Måske havde selv Christian d. 4. en trang til Stevnsbær. I et brev fra sommeren 1618 beder han lensmanden Christoffer Gjøe ved Stevns om at indsamle fire tønder gode kirsebær fra egnen og sende dem tilbage til Københavns slot. Kongen ville have dem til eget behov.

Fra midten af 1600-tallet er sorte danske surkirsebær almindelige i haver, eller hvor kirsebærsten er blevet kastet, og træer kommet op.

Hvor vokser de danske sur-kirsebær?

Kirsebærplantagerne lå som regel tæt på de større byer. Man ville minimere transporttiden, så bærrene stadig var friske, når de skulle sælges. Størstedelen af bærrene blev solgt friske. Bærrene havde navn efter den egn, hvor de blev produceret.

I Jylland var der kendte kirsebæregne omkring Hadsund og i Himmerland nord for Mariager Fjord. Små landsbyer som Bælum, Solbjerg, Skelund, Als og Veddum. I Løvskal og Thorsager mellem Viborg og Randers blev der også produceret mange kirsebær.

Fyn har også været et afgørende kirsebærområde i Danmark. På Vestfyn er Middelfart nævnt i flere gamle tekster, mens Fåborg har været en meget stor kirsebæregn gennem 18-1900 tallet. Det var omkring Fåborg, at J.J. Jacobsen i 1841 startede produktionen af den senere meget berømte kirsebærvin Kijafa. Kirsebær Jacobsen Faaborg.

I den modsatte ende af Fyn mellem Kerteminde og Odense lå en anden stor kirsebæregn. Og Langeskov øst for Odense havde et kirsebær opkaldt efter sig.

Området omkring Kerteminde på den nordøstlige side af Fyn var en afgørende kirsebæregn. Her er Kølstrup og Rynkeby sogne vigtige helt tilbage i midten af 1700-tallet.

Har der altid været Stevnsbær på Lolland?

Der har historisk været meget frugtavl på Lolland-Falster og også nogen sur- kirsebærdyrkning, men det er ikke kirsebærrene, der historisk har fyldt mest. Kirsebærrene på Lolland hørte mest til i Herregårds- og Præstehaver, samt i enkelte bondehaver.

I den vestlige del af Lolland, omkring Horslunde nord for Nakskov, har der været den største frugtdyrkning udenfor herregårdene. En af de første avlere som havde surkirsebær i større stil på Lolland lå ved Rødby ud til Femer Bæltet. Og Knuthenborg på den nordlige side af Lolland havde i 1990 ca. 35 hektarer med Stevnsbær. I dag har Frederiksdal med cirkea 40 hektar kirsebærplantager det absolut største areal med Stevnsbær.

Hvordan startede det danske eventyr med kirsebærlikør?

I starten af 1800-tallet blev den unge Peter Frederik Heering sendt til København for at stå i lære som urtekræmmer.

Læretiden som urtekræmmer tog syv år. Udover uddannelsen fik Heering noget andet med fra sin læretid, som skulle vise sig at blive meget værdifuldt. Han fik fra sin mesters husholdning opskriften på en stærk kirsebærlikør, der senere skulle tage verden med storm. Opskriften har været hemmelig siden.

Peter Heering så mulighederne i opskriften, selvom han nok ikke havde forestillet sig, at kirsebærlikøren skulle blive kendt og anerkendt i hele verden.

Peter Heering åbnede sin egen urtekræmmerbutik på Christiansborg. Her solgte han kirsebærlikøren og historien fortæller, at kaptajner og sømænd tog likøren med til de fjerne kolonier. En dansk søofficer skulle have vagt stor glæde med kirsebærlikøren i Dansk Vestindien og fik sendt yderligere kasser dertil.

Med havet som den vigtigste transportvej for kirsebærlikøren var næste skridt oplagt. Peter Heering blev skibsreder og fik i 1833 bygget sit første af mange skibe.

På de mange handelsture havde skibene varer fra urtekræmmeren, men kirsebærlikøren blev hurtigt den vigtigste. Fem år senere tog Heering et stort skridt op af stien og købte en gård på Christianshavn, Heerings Gård, som i mange år fremover dannede rammen om likørproduktionen.

Hvor har man drukket dansk kirsebærlikør?

Heerings kirsebærfirma levede gennem adskillige generationer på Christianshavn, hvor især kirsebærlikøren i 1800-tallet blev sendt rundt i hele verden med skibene.

Da en dansk viceadmiral ombord på skibet Galathea ankom til en sydkinesisk by i midten af 1800-tallet blev han budt på middag af guvenøren fra området. Viceadmiralen fortæller, at han som afslutning på middagen fik serveret et glas af Heerings Kirsebærvin. Tilsyneladende en vare, som var særdeles værdsat i det fjerne østen.

Fra en dansk læge der havde været i Indien omkring 1840 modtog Heering et brev. Det fortalte, at lægen havde fundet likøren i flere af de store indiske byer.

Også den engelske Prins Charles blev i sine helt unge dage afsløret i at have drukket den danske kirsebærlikør i smug.

Kirsebærplantagerne i Dalby

I de gamle kirsebæregne havde bønder i 1700-1800-tallet surkirsebær i deres haver. Det der ikke blev brugt til saft og kirsebærvin hjemme på gårdene, blev afsat på markeder i de større byer i nærheden.

Omkring 1900 tog likørfabrikanterne selv rundt i egnene og opkøbte bær til produktionen. Det var med likørfabrikanterne, at produktion for alvor blev sat i system og en markant kommerciel dyrkning voksede frem. Her spillede Cherry Heerings kirsebærlikør en afgørende rolle.

Heering fik øjnene op for kirsebæregnen på Stevns. Mange af bærrene til fabrikken på Christianshavn var kommet herfra. Allerede i starten af 1900-tallet havde Heering haft planer om at købe jord i området, men det var først i slutningen af 2. Verdenskrig, at det lykkedes.

I 1945 blev det opkøbte jord i Dalby plantet til med kirsebærtræer og solbærbuske. Kirsebærtræerne blev hurtigt så vigtige, at solbærbuskene blev ryddet igen. Omkring 50 hektarer opdyrkede Heering ved Dalby.

Hurtigt blev der også bygget en produktionsbygning i Dalby. Flere kom til og i 1960 stod der 8 bygninger med store træfade til lagring af kirsebærlikøren. Der blev også bygget aftapningsanlæg og produktionen blev flyttet fra Christianshavn til Dalby, hvor folk valfartede til for at se kirsebærrene blomstre.

I 1977 blev de sidste rester af administrationen flyttet til Dalby og hele virksomheden var samlet her. I de gode år kunne der plukkes hele 120 tons i plantagerne og op til 200 plukkere arbejdede i plantagerne i høsttiden.

Hvad er der sket med det gamle danske kirsebærproducenter?

Produktionen fortsatte på fabrikken i Dalby frem til omkring 2005 og i de sidste 15 år skiftede Cherry Heering ejerskab flere gange.

Økonomien blev rettet lidt op inden firmaet blev solgt videre til Danisco i 1990. 172 års familievirksomhed var nu ikke længere på Heerings hænder.

I dag er virksomheden på udenlandske hænder. Bærrene kommer nu fra forskellige lande, hvilket desværre kan smages på kvaliteten.

Selvom Cherry Heering blev den største producent af kirsebærlikør, var det ikke den eneste. En anden populær og traditionsrig producent var J.J. Jacobsen. Frugtvinsfabrikken lå i Faaborg på Fyn og producerede den berømte kirsebærlikør Kijafa, som også var lavet på danske surkirsebær. Navnet Kijafa opstod som en sammentrækning af Kirsebær Jacobsen Faaborg. J.J. Jacobsen startede sin Frugtvinsfabrik i 1841 og dengang var der allerede mange kirsebær i egnen.

I 1999 blev Vingaarden A/S overtaget af finske ejere og fire år senere fusioneres det med De Danske Spritfabrikker. I 2008 blev det opkøbt af den franske spritproducent Pernod.

I dag er Frederiksdal den største danske producent af kirsebærvin og kirsebærlikør.

Kurv
Din kurv er tom
Har du en rabatkode?
450
Fragt
dk
kr
DKK
gratis fragt
fragt
Køb for
mere og få gratis fragt
Alle priser er inkl. 25% moms